Hvor flyver tankerne hen?

onsdag den 7. december 2011

At tænke på... nogen

Det tror jeg godt, du kender.

Når man tænker på nogen, der betyder noget for én.
Sådan rigtigt. 
De befinder sig i éns bevidsthed, og de har helt deres eget liv.
Dér.

Nogen gange, tænker man på, 'hvad mon hun laver lige nu'? Eller; 'hvad mon hun gør i den og den situation', 'hvorfor mon hun sagde sådan?' - eller; 'hvorfor hører jeg ikke noget?'

Nogle gange er det jo også omvendt: 

Så tikker der sms´ser ind, når du er i bad. Eller lige er vågnet. Eller har mudder på fingrene. Eller ler. Eller dej.

Eller bare er i gang med et eller andet, der optager dig lige nu, og som er VIGTIGT!
Et job f.eks.

Eller børn.

Eller skat (-ten)

Eller julegaveindkøb.

Eller trafikken.

Det kan være så meget. Som lige kommer i vejen.

SÅ er det godt at have sådan en "god" hånd.

Sådan én, som husker én på., at der er veninder i livet, som tænker på en.




Det er luksus at være i andres tanker. Ren kærlighed og omsorg.


Godt at vide, når man føler sig alene og.....


Umulig.

tirsdag den 4. januar 2011

Vis dine sprækker – om perfektionismens tyrani

Det lyder frækt ikke? Det med sprækkerne. Det er det ikke….
Men det kan føles farligt for nogen. 

At vise sine sprækker.

Kender du mennesker, der aldrig laver fejl? Eller i hvert fald ikke vil indrømme det? Mennesker, der er pertentlige og ordentlige og som aldrig er tilfredse med deres indsats, skønt den er langt større end den havde behøvet at være?
Er du selv én af dem? 

Jeg er. 

Og vi er mange. Vi lider af perfekthedssyndromet og aser og maser med tingene, selvom de faktisk er i top allerede. Andre siger igen og igen til os, at vi er dygtige, at det går ok, men vi kan ligesom ikke høre det. Vi ved bedre selv. 



Efter jeg har været syg og af forskellige grunde har noget af en ”demens light” – i hvert fald en afsindig hullet hukommelse og dermed også en udtalt distraktion - er jeg dog begyndt at høre, hvad det er, jeg går og fortæller mig selv:
Lidt a la: ”årh.. din idiot”. Eller: ”nu igen” – som om jeg kan gøre for det. : S

Hvis jeg nu går tre skridt tilbage og kikker på mig selv og alle de andre perfektionister udefra (nogen ville jo kalde det i ”3. position”), så er vi altså ret kedelige. 

I jagten på det upåklagelige og det perfekte, bliver vi ulidelige. Om ikke andet ulidelige at høre på. 

Jeg tænker – at det faktisk også er ret ulideligt for os selv. I længen. Og anstrængende. Hvad synes du?

Mærker vi ordentligt efter, er det udmattende konstant at stille max krav til sig selv.
Og jeg skal fortælle dig noget mere: Uden at vi rigtigt lægger mærke til det, kommer vi også til at stille top høje krav og forventninger til vores omverden. Til vores kolleger, vores kæreste, børn, venner…. You name it.

What 2 do?
Jeg kender også mennesker, som jeg respekterer højt, og som altid kommer i mål med nogle gode resultater. De er nærmest lykkelige, de bekymrer sig ikke synderligt om, hvad andre mener og kan faktisk godt lave noget ordentligt, selvom det ind i mellem bliver i sidste sekund eller med venstre hånd. 

De indrømmer, når der er en smutter og de ved, at man altså godt kan lide dem alligevel. 


Vis dine sprækker
Det sjove ved disse mennesker er, at de er rare at være sammen med. Det er ligesom om at vores skuldrene falder ned, hvor de hører hjemme, vejrtrækningen falder til ro og stemmen falder et halvt toneleje, når vi er sammen med dem. 

Min psykolog sagde en gang: ” Perfekte forældre får angste børn”. Den tror jeg på.
Vis at du ind i mellem kan tage fejl. Tør fortælle, at du lavede en bommert. Grin af det sammen med dem, der påpeger, at der tager du fejl. 

Det er når vi viser vores sprækker, at vi viser vores menneskelige side. Det er på det tidspunkt, at folk faktisk får respekt for os. Og det er på det tidspunkt, at du måske begynder at overveje, at du måske er ok – som menneske – selvom du ind i mellem laver bommerter eller nøjes med at gøre tingene 80 % i stedet for 145. 

At det er af fejlene, vi lærer – er måske en ekstra motivation?

Der er rigtigt meget, jeg stadig mangler at lære.



mandag den 3. januar 2011

Gå i hi

Det er nu - lige før, under og efter nytårsny, du skal gå i hi. 

Det var fuldmåne ved vintersolhverv og derefter aftog månen og gik i næ, hvorefter vi passerede nytår og for en kort stund før den ny måne fødes som en smal stribe som en afklippet negl på nattehimlen, hedder perioden sortmåne. 

Kik ud af dit vindue. Det er nu det er allermørkest, aller koldest og det er nu jordens kræfter hviler og søger svar på alt det, der ikke kan ses med det blotte øje. 




Det er NU, du skal sørge for at være alene med dig selv. I hvert fald en time ad gangen, hvis du er omgivet af familie, kolleger og andet godtfolk. Sørg for at skabe ro og uforstyrrethed omkring dig!


For i denne tid er du allerbedst disponeret for at finde svar på alle dine spørgsmål om, hvordan du har det. Hvordan dit liv er. Hvilke af dine evner og kompetencer, du skal fremme, tage i brug eller hvilke, du skal skubbe i baggrunden og lægge til at hvile for en stund. 


For måske at finde andre frem? 


Det er Nu du skal tænke over, om du lever dit liv efter de værdier, du har. Om det, du gør og sådan som du lever, er det, du virkelig vil. 


Mange gange er vi ikke i stand til at lytte til svarene, der kommer. Fat nu mod.Det er DIT liv, det handler om!


Måske er der nogen, du har tænkt på længe, som trænger til at høre fra dig. Måske er der nogen ude i verden, som har brug for din hjælp eller din opmærksomhed? Eller måske er det nu, du selv skal give efter og mærke, hvad du egentlig selv rundt og har brug for? 

Nyd stilheden. Lad den tale. Nyd mørket. Lad lyset være slukket og lad mørket hviske til dig, så du kan høre, hvad du egentlig tænker. 

God sortmåne! og 
Kærlige varme hilsner M



lørdag den 1. januar 2011

Den turkise strand - eller hvordan forventninger kan hæmme din oplevelse

Så er flaskerne stillet smidt i containeren og nytårspynt, mast kransekage og knaldede balloner er fejet sammen. NU er det tid til eftertænksomhed og selvransagelse. 

Dette indlæg handler om begge dele. Om hvordan, forventninger til en begivenhed kan stille sig i vejen for selve oplevelsen af det, der sker. 

Mange nytårsfester er ikke blevet til noget, fordi ens venner svarede henholdende til, om de kom. Kan du huske det?: ”MMMMMåske….”, svarede de.  Og hvis man pressede dem, sagde de: ”Jamen, hvem kommer?” I forventningen om, at det først blev rigtigt sjovt, hvis den og den altså også var der. Forventninger til at nytårsfesten skal være et KÆMPE BRAG AF EN FEST, til om det bliver sjovt eller og det bliver et flop er ofte med til at festen faktisk opleves som et flop. Hvis den overhovedet bliver til noget. …

Og sådan er det faktisk med rigtigt mange ting. 

Man siger om danskere, at vi er verdens lykkeligste folk. Men spørger du en vilkårlig dansker, er der er grundlæggende utilfredshed, en hel del brok og rigtig mange "hønserøve", der er utilfredse og negative. Med alt muligt. Jeg er selv en af dem. En gang i mellem i hvert fald.

Den turkise strand kommer ind i billedet som begreb, fordi jeg var lige ved at ødelægge hele familiens ferie en sommer for mange år siden. Vi var på vores første langtur med bil til en campingplads i Sydfrankrig. Det var før GPS´sens tid, så efter ca. 11½ timers kørsel, kunne vi pludselig ikke få kortet til at passe med det, vi så ud ad forruden på bilen.
Vi og ledte og ledte, alle var trætte, min mand og jeg bed af hinanden, for ikke at sige; vi sværtede hinanden til på en ret ufin måde og samtidig med denne - for stemningen i bilen noget belastende situation - trak himlen sig mere og mere sammen, det sortnede ude i horisonten. En filminstruktør havde ikke kunnet være mere tilfreds – og jeg plejer at lægge mærke til sådanne sammentræf af naturens luner og vores sindsstemninger og oven i købet sætte pris på dem. Jeg kunne have gjort det, hvis altså ikke det lige var fordi det her var min ferie og IKKE en film. Hvis ikke det var fordi, jeg var udmattet og vrissen og bare VILLE frem. NU! 

Da vi endelig kørte ind på ”Resortet”s parkeringsplads, stod regnen ned i kaskader og tordenbragene overgik hinanden i intensitet. Jeg behøver ikke at sige, at det ikke just var min forestilling og forventning om starten på en ferie sydpå med familien.
Nå. VI skulle bo i en autocamper og det var hundekoldt og blæsende. Da vi fik nummeret på camperen, lejede vi straks dyner og ænsede ikke, at det undrende personale i receptionen udvekslede sigende blikke til hinanden. Da vi næste morgen omkring klokken 8 stod op til en skyfri himmel og en dagstemperatur på allerede lige under 30 graders C fik piben en anden lyd. 

NU – Nuuuuuu - skulle vi på stranden. For mit indre blik tonede denne her turkise strand frem (fra reklamerne formentlig) og da vi efter en mindre gåtur belæsset med svømmelegetøj, parasoller, tæpper, køletasker og strandtasker nåede frem til stranden, tonede der et gråsort grumset panoramabillede af en strand med ligeså grumset, plumert vand frem foran os. 

Her brast det altså for mig. Det hele var ødelagt – menneskerne var grimme og blege, der var ingen cafeer, vandet var sikkert ulækkert og … ja, jeg kunne lige så godt sætte mig ned og give op. Hvilket var nøjagtigt det, jeg gjorde. Jeg tudede på en ukvindelig og u-mor-agtig måde, jeg faktisk helt ikke vil huskes for. Jeg tror faktisk ikke min familie ænsede så meget, for jeg var stoppet lidt før dem og stod nu og iagttog dem, smide kludene i en fart, hvorefter alle 4 sprintede ud i vandet og pjaskede rundt med hinanden og råbte og fjollede.
Her, på dette grå, varme sand, med udsigt til middelhavets tidligere så oprørte hav og min elskede families glade tilråb, var det så, at det hele gik op for mig:

Ikke bare på det praktiske plan: mor er sur og skuffet, resten har det sjovt. Nej på et dybere og mere eksistentielt plan, gik det op for mig, at det var forventningen om den turkise strand, der stillede sig i vejen for at more mig sammen med min familie. Det, jeg sådan havde glædet mig til, var der stadig, men forventningen om, at det skulle være på en bestemt måde, havde stillet sig i vejen for at jeg kunne give los for at føle lykke, og lade glæden over ferie og frihed og familiesamvær overvælde mig. Det var det, der gik op for mig. Lidt efter lidt. 



Da det skete, var det nærmest som om verden blev i farver igen. Jeg kunne høre lydene af sløve glade mennesker, se solen, mærke varmen. Lugte sandet. Og jeg nåede i inden de gik op igen. Vandet var lækkert, varm og endnu oprørt efter stormen. Dagen efter var det lige så turkis som i reklamerne. 



Efter denne episode er ”den turkise strand” gået hen og blevet en talemåde i min familie. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe hinanden.  Med at give slip. Og vente og se. Åbne sindet og lade alle forestillingerne og forventningerne ligge og passe sig selv. Og så bare vente og se, hvad der sker. 

Kontroltab
Men det er jo en form for kontroltab, der er rigtigt svært at håndtere – særligt i starten. Og vi er flere i familien – heri blandt mig selv, der faktisk stadig havner i suppedasen, hvor jeg får lavet billeder af, hvordan jeg kunne tænke mig at begivenhederne udspinder sig. 

Nu f.eks. her til solhverv. Vi plejer at holde solhvervsfest – på min foranledning – jeg er hedning og naturbarn og troende på én gang. Og jeg synes, det er skønt at forene i en fejring af både solhvervsfest – dagen, hvor vi går mod lysere tider – yul, livets store hjul, der drejer. Det rører mit hjerte. OG familien har vist lært også at se det. De plejer at hygge sig.

Og så særligt i år... Et helt vidunderligt sammenfald: Fuldmånen med måneformørkelse. I min verden er solhvervsfesten en fest, der er langt vigtigere end mange andre. I nogle tilfælde har den faktisk været bedre end selve juleaften. Netop fordi den ikke – som juleaften - er behæftet med så mange menneskers forventninger til ”hvordan det SKAL være”.
Andres end mine – altså. For de sidste år er det jo egentlig gået hen og blevet en tradition. Med faste indslag og ”plejer”. 

Men i år blev det altså anderledes. For min mand skulle ud med nogle kolleger og nævnte det forsigtigt i god tid. Fint godt. Og mine store børn skulle noget med deres fars familie. Ok. 

Så jeg var pludselig alene med mig selv og alle mine tanker om et magisk nyt år og refleksion over året, der er gået og alle mine planer om, hvad der skulle være anderledes, hvad jeg ville gennemføre osv. Osv.
Som tidligere professionel coach var det jo en smal sag at sætte mål og finde det attraktive i dem, tidsfastsætte dem – you name it. 

Nå. Og jeg nød det faktisk. Hele aftenen. Sammen med mig selv og alle stearinlysene, vintersangene og så det allerbedste, som jeg altså først kom frem til ud på de små timer, da jeg havde fået reflekteret færdigt over det med, at aftenen udspandt sig anderledes end den plejede: Opdagelsen af, at den turkise strand ikke ødelagde aftenen for mig. Aftenen blev anderledes og det var skønt. På den uventede måde. 

Så på en revideret liste, her på den første dag i år 2011 står der med fede typer: VENT OG SE! Vær åben for, hvad der må komme!



At forvente noget er jo ok
At forventninger kan hjælpe os i mange sammenhænge er utvetydigt. Det kan de!
De kan hjælpe os til at afkode et budskab, de kan give os retning, når vi planlægger en tale, de kan hjælpe os, når vi skal noget, vi ikke har prøvet før, de er klart en fordel i planlægningen af en undervisningssæssion og de kan styrke os, når vi vakler i vores tvivl på vores eget værd eller evner.
De er til uendelig meget støtte og hjælp i rigtigt mange sammenhænge. Så længe – altså - de ikke kommer til at stå i vejen for oplevelsen af det, der faktisk sker.  
Når forventninger og forestillinger om, hvordan det kan gå er til en stor hjælp: detvil du kunne læse om i januar. Det bliver tekster om præsuppositioner ( for-forventninger til en samtale eller en tekst – både afsenders og modtagers), tekster om støttende og hæmmende overbevisninger, samt tekster om at alt kommunikation er en form for handling, vil du kunne læse om i løbet af januar.
Glæd dig. For du ved jo nok: Forventningens glæde er den største….?
GODT NYTÅR!

torsdag den 30. december 2010

Opfattelsespositionerne – 1. 2. 3. position

Instruktion til underviser

Vi indgår alle i sociale relationer og vores succes i livet såvel som professionelt afhænger af, hvordan vi gør det. Når vi skal ”brande” os selv, er det derfor vigtigt, at vi kender os selv samt, at vi kan omgås andre på en konstruktiv måde.

Eleverne kommer i denne øvelse til at arbejde med deres bevidsthed, opmærksomhed og evne til at opfatte. De bliver opmærksomme på, hvilken type bevidsthed, de anvender i forskellige situationer og dette er med til at fremme deres selvindsigt, deres empatiske evne samt deres evne til at "lytte mellem linjerne", som igen er medvirkende til at de kan forbedre deres sociale kompetencer endnu mere.

Evner, der fremmes:

  • Selvbevidsthed (kendskab til egne tanker og behov) – Via 1. position
  • Empati (indlevelsesevnen – det at sætte sig i andres sted) - Via 2. position
  • Distance og analyse (at se tingene udefra og forstå dem i en konkret sammenhæng) – Via 3. position
  • At være i stand til at indleve sig i andres behov – f.eks. kunders, patienters, coachees, mentees - Via 2. og 3. position
  • At kunne se løsninger til en fastlåst problemstilling - VIa at kombiunere 1. 2. og 3. position

1. position:
Selvbevidsthed. Underviseren kan starte med at bede eleverne skelne mellem egoisme og selvbevidsthed og mellem andre ”snitflader” til begrebet. F.eks. selvtillid, at være selvfed, selvtilstrækkelig, selvisk osv. En god lille anekdote er den fra ”Social intelligens” af Goleman s. 75 kap. 4 ”kend dig selv” om Samuraien, der demonstrerede selvindsigt og selvkontrol.

Herefter kan UV udtænke eksempler på situationer, (gerne fra eget liv eller erfaringsbase, hvor det er hensigtsmæssigt at have selvbevidsthed). Spørg eleverne og ret opmærksomheden hen på, at hvis vi ikke kender egne behov, eget værd og egen position i relationen, kan man komme til at underkende sig selv, komme til at tækkes andres krav og behov og derved miste både andres og egen respekt.

2. Position:
Det er her vi øver vores empati og lever os ind i andres situation. Vi kender det fra….. (udtænk eksempler, f.eks. når vi ser én, der lider eller er meget følelsesmæssigt berørt  - f.eks. i TV-programmet ”Sporløs”) eller når én vi kender, beskriver en pinlig situation eller er vred/glad for et eller andet. Kom ind på at følelser smitter.

Spørg i klassen: Hvad er fordelen ved at indleve sig i andre menneskers situation? Kan vi ikke bare være ligeglade? Brug gerne et stykke tid på denne del. Er der ulemper? Hvilke. Hvad er det vigtigt at kunne for at passe på sig selv?

3. Position:
I 3. position træder vi i meta, dvs. udenfor eller ved siden af situationen. Vi forestiller os, at vi befinder os f.eks. uden for vinduet – dérfra kan vi ikke føle noget, men blot iagttage og få informationer om helheden samt evt. hvad der er brug for lige nu. 3. position kan også ”tages” ved at man forlader ”arenaen”, dvs. situationen og går på toilettet for lige at tænke sig om og klare hjernen. Jeg kalder det at gå i helle.

Lav en praktisk øvelse, hvor i får afprøvet alle tre positioner. Sørg for at eleverne/kursisterne ALTID havner i 1. position igen efter øvelsen, ellers kan de så at sige gå rundt ved siden af sig selv resten af dagen.

I kan evt. også her kort tage en dialog i klassen/på holdet om det hensigtsmæssige i at "gå i helle" for at kunne analysere situationen og finde på konstruktive løsninger. hvad er fordelene? Hvad er ulemperne?

At lytte aktivt, de 4 niveauer i lytning


Om lytning
At lytte…. Det gør du hver dag, ikke? Informationsstrømmen er enorm. Derfor udvælger du højst sandsynligt ubevidst hvordan du vil lytte til de ting, der bliver sagt til dig/ eller som du hører. Og som vi ved, udelader vi jo en del af det, der sker omkring os, derfor er det vigtigt at du som coach er bevidst om, hvilke lytteniveauer, du befinder dig på.

Som privatpersoner (forældre, kærester, døtre, sønner, venner) kan vi ikke undgå at lytte, men det kan være du har et jon som professionel lytter. Måske er du underviser, vejleder eller har andre funktioner, hvori coaching og rådgivning indgår. Hvis du arbejder som coach er tilstedeværelse og lytning og opmærksomhed, noget af det væsentligste, i din ydelse. Du har 2 ører og kun én mund – lytter du dobbelt så meget som du taler? Det er en meget god rettesnor, når du coacher, at du gør det.

Når vi taler om lytning i forbindelse med coaching, udvides begrebet og færdigheden. Aktiv lytning er et kendt begreb, du sikkert allerede kender og givetvis praktiserer allerede ubevidst. Det kendetegnes ved at:

  • observere kropssprog
  • opfange følelser bag ordene
  • skærpe din følsomhed og opmærksomhed for samtalens sammenhænge (ord, kropssprog, sindsstemning) 


Nu udvider vi begrebet og bevidstheden om, at lytning kan finde sted på flere niveauer.

At lytte på niveau 1 – At høre
Du lytter på 1. niveau, når du hører, hvad der sker omkring dig. Du registrerer, at den anden siger noget og du lytter til ordene, der bliver sagt samt til overfladebudskabet i det, der bliver sagt. Det er den mest overfladiske form for lytning og mange forbliver på dette niveau både i privaten og professionelt. Arbejder du som coach skal du helst ikke befinde dig på dette niveau ret længe ad gangen under en coaching.

At lytte på niveau 2 – intern lytning
På dette niveau lytter du til den andens ord og fokus er på det, som ordene betyder for dig. Du har din fokus og opmærksomhed inden i dig selv – mine tanker, følelser, meninger, mine konklusioner om mig og andre, mine værdier og behov. Dette fokus betyder ofte, at dine spørgsmål kommer til at dreje sig mere om information, svar, forklaringer, detaljer set fra din vinkel, ud fra din egen "model af verden" etc. På dette niveau er der typisk rigtig meget indre dialog. Som god partner er det bedst at du ind i mellem prøver at gå over i niveau 3 og 4 ind i mellem. Som coach skal du befinde dig så lidt som muligt på dette niveau.

At lytte på niveau 3 – Fokuseret lytning
På dette niveau er hele din opmærksomhed på den person du lytter til – ikke inde i dig selv. Du har parkeret din model af verden. Du lytter med alle dine sanser i den udadvendte opmærksomhedstilstand. Du lytter til, hvad den anden siger, både verbale og nonverbale budskaber. Du er som et spejl, der reflekterer uforvrænget tilbage til den coachede. Dine spørgsmål kommer spontant og flydende på baggrund af det, den anden siger, og du er ikke ved at regne det næste spørgsmål ud imens. Du er simpelthen i NUET og det er her, der hersker klarhed, indlevelse, overblik, nytænkning og flow.



At lytte på niveau 4 – Intuitiv lytning
Når du lytter på 4. niveau, giver du slip på dig selv og alt andet og lytter som om du og udforskeren/ den coachede er centrum i hele universet. I modtager information, som kommer gennem både dig og udforskeren. Du lytter også til det, der sker i jeres kommunikationsrum. Det er som at fungere som en kæmpe antenne og tune ind på de usynlige signaler, der eksisterer – f.eks. ligesom radiobølger.

Du lægger mærke til energien og modtager intuitive meddelelser og får lyst til at spørge om ting, du selv overraskes over. At lytte på dette niveau som coach betyder, at du skærper din intuitive evne og dermed får adgang til endnu mere information. Du opfanger den virkning, du og dine spørgsmål har på udforskeren og ændrer retning, hvis det ikke har noget god effekt. Nøglen er hele tiden at tage information ind og "lege med den" - dvs. opdage, hvad der sker – hele tiden er det nødvendigt at være responsiv, åben og nysgerrig. Du er i nuet og altet.

Mange vil kalde niveau 4 for et spirituelt niveau - jeg re egentlig ligeglad med hvad vi kalder det. Men jo mere du træner det - også i dit daglige private virke, jo bedre bliver du til at "tune" ind på det, der "står"/siges "mellem linjerne".

Som coach befinder du dig fortrinsvis på niveau 3 & 4. Det er normalt ind i mellem at ”svirpe” til niveau 2 og sjældent til niveau 1 (især i starten inden du har trænet) og det er også ok. Her kan du overveje tidshorisonten, tage en tur i 3. position og skabe overblik eller kikke på dine noter, for at sikre dig, at du har husket det, du gerne ville.

onsdag den 29. december 2010

3 slags bevidsthed - eller at være i et rum

Jeg havde det en gang sådan at jeg ikke kunne holde ud at være alene med mig selv. Jeg kunne ikke holde tavsheden ud, jeg måtte have underholdning, noget at læse i, noget at lytte til, noget at spise.... et eller andet.  Og helst på én gang. NU har jeg fundet ud af, at man kan være i et rum på mindst 3 måder:


Den stille "vibrerende",  den "døve" og den "larmende" måde. 

Den vibrerende: 
Kan du huske da du var lille og var syg. Du lå under dynen og var begyndt at få det bedre. Du kedede dig. Bøgerne og tegneserierne kunne du uden ad, der var ikke noget i fjernsynes og ... Der skulle ske noget. Der var ikke nogen i stuen og du gik derind og sad lidt. Talte ikke, sad bare. Helt alene. Kikkede rundt på væggene og på bordene med et forsigtigt glidende blik. Så de samme ting, som du plejede at se, men alligevel syntes stuen anderledes. Måske trak du vejret overfladisk, du lyttede, du sad, du var. Bare dér i stuen der, hvor du sad. Måske sad du på kanten af sofaen eller en bordkant. Måske vidste du, at det ikke var meningen at du skulle være der. Du skulle være under dynen. Men du var der.... Din bevidsthed er vibrerende, alle antenner er ude, du er stille, lyttende. 

Den døve: 
Helt anderledes er du i stuen, når du laver et eller andet, du er helt optaget af. Du er fordybet, læser måske, eller skriver, eller syr eller ser fjernsyn, læser på nettet, eller hører musik. Hvad du nu gør. Du er sådan set ikke døv. Du kan sagtens høre, musikken eller tv´et, med det er det, du lytter til. Men du er fuldt ud optaget af det, du foretager dig og ænser ikke ret meget andet. Du er i flow, ånder fredeligt, er i balance, glemmer dig selv. Din bevidsthed er optaget af det, du foretager dig. Du er så at sige "døv" for alt muligt andet. 

Den larmende: 
Du kan endelig også være i din stue på en larmende måde. Du kan støvsuge, skændes med din kæreste, skramle rundt og rydde op, gå gennem den uden at lægge mærke til dig selv i rummet. Det kan være du har gæster, I griner, snakker i munden på hinanden, hører musik i baggrunden, råber til en anden, der er i et andet rum... Du larmer alene eller sammen med andre. Du mærker ikke dig selv eller rummet - du lytter kun til den larm, du eller I frembringer - eller du lytter måske ikke til den. Du lader det meste ude,lader det blive baggrundslarm og lytter kun til hende, der siger noget til dig. Din bevidsthed er indstillet på larm. Du har en masse filtre, der udelukker, dæmper eller fortrænger ting, din bevidsthed oplever.

Lægger du mærke til, hvordan du mest er i rum? Ved du hvilken bevidsthedsform, du mest er i? Og har du en fornemmelse af, hvad du egentlig trives bedst i? 

Måske har du flere eller helt andre erfaringer end jeg. Måske kan du genkende, hvad jeg skriver? 

Fortæl!