Vis dine sprækker – om perfektionismens tyrani

Det lyder frækt ikke? Det med sprækkerne. Det er det ikke….

Men det kan føles farligt for nogen. 

At vise sine sprækker.

Kender du mennesker, der aldrig laver fejl? Eller i hvert fald ikke vil indrømme det? Mennesker, der er pertentlige og ordentlige og som aldrig er tilfredse med deres indsats, skønt den er langt større end den havde behøvet at være?

Er du selv én af dem? 

Jeg er. 

Og vi er mange. Vi lider af perfekthedssyndromet og aser og maser med tingene, selvom de faktisk er i top allerede. Andre siger igen og igen til os, at vi er dygtige, at det går ok, men vi kan ligesom ikke høre det. Vi ved bedre selv. 

Efter jeg har været syg og af forskellige grunde har noget af en ”demens light” – i hvert fald en afsindig hullet hukommelse og dermed også en udtalt distraktion - er jeg dog begyndt at høre, hvad det er, jeg går og fortæller mig selv:

Lidt a la: ”årh.. din idiot”. Eller: ”nu igen” – som om jeg kan gøre for det. : S

Hvis jeg nu går tre skridt tilbage og kikker på mig selv og alle de andre perfektionister udefra (nogen ville jo kalde det i ”3. position”), så er vi altså ret kedelige. 

I jagten på det upåklagelige og det perfekte, bliver vi ulidelige. Om ikke andet ulidelige at høre på. 

Jeg tænker – at det faktisk også er ret ulideligt for os selv. I længen. Og anstrængende. Hvad synes du?

Mærker vi ordentligt efter, er det udmattende konstant at stille max krav til sig selv.

Og jeg skal fortælle dig noget mere: Uden at vi rigtigt lægger mærke til det, kommer vi også til at stille top høje krav og forventninger til vores omverden. Til vores kolleger, vores kæreste, børn, venner…. You name it.

What 2 do?

Jeg kender også mennesker, som jeg respekterer højt, og som altid kommer i mål med nogle gode resultater. De er nærmest lykkelige, de bekymrer sig ikke synderligt om, hvad andre mener og kan faktisk godt lave noget ordentligt, selvom det ind i mellem bliver i sidste sekund eller med venstre hånd. 

De indrømmer, når der er en smutter og de ved, at man altså godt kan lide dem alligevel. 

Vis dine sprækker

Det sjove ved disse mennesker er, at de er rare at være sammen med. Det er ligesom om at vores skuldrene falder ned, hvor de hører hjemme, vejrtrækningen falder til ro og stemmen falder et halvt toneleje, når vi er sammen med dem. 

Min psykolog sagde en gang: ” Perfekte forældre får angste børn”. Den tror jeg på.

Vis at du ind i mellem kan tage fejl. Tør fortælle, at du lavede en bommert. Grin af det sammen med dem, der påpeger, at der tager du fejl. 

Det er når vi viser vores sprækker, at vi viser vores menneskelige side. Det er på det tidspunkt, at folk faktisk får respekt for os. Og det er på det tidspunkt, at du måske begynder at overveje, at du måske er ok – som menneske – selvom du ind i mellem laver bommerter eller nøjes med at gøre tingene 80 % i stedet for 145. 

At det er af fejlene, vi lærer – er måske en ekstra motivation?

Der er rigtigt meget, jeg stadig mangler at lære.