Hvor flyver tankerne hen?

tirsdag den 4. januar 2011

Vis dine sprækker – om perfektionismens tyrani

Det lyder frækt ikke? Det med sprækkerne. Det er det ikke….
Men det kan føles farligt for nogen. 

At vise sine sprækker.

Kender du mennesker, der aldrig laver fejl? Eller i hvert fald ikke vil indrømme det? Mennesker, der er pertentlige og ordentlige og som aldrig er tilfredse med deres indsats, skønt den er langt større end den havde behøvet at være?
Er du selv én af dem? 

Jeg er. 

Og vi er mange. Vi lider af perfekthedssyndromet og aser og maser med tingene, selvom de faktisk er i top allerede. Andre siger igen og igen til os, at vi er dygtige, at det går ok, men vi kan ligesom ikke høre det. Vi ved bedre selv. 



Efter jeg har været syg og af forskellige grunde har noget af en ”demens light” – i hvert fald en afsindig hullet hukommelse og dermed også en udtalt distraktion - er jeg dog begyndt at høre, hvad det er, jeg går og fortæller mig selv:
Lidt a la: ”årh.. din idiot”. Eller: ”nu igen” – som om jeg kan gøre for det. : S

Hvis jeg nu går tre skridt tilbage og kikker på mig selv og alle de andre perfektionister udefra (nogen ville jo kalde det i ”3. position”), så er vi altså ret kedelige. 

I jagten på det upåklagelige og det perfekte, bliver vi ulidelige. Om ikke andet ulidelige at høre på. 

Jeg tænker – at det faktisk også er ret ulideligt for os selv. I længen. Og anstrængende. Hvad synes du?

Mærker vi ordentligt efter, er det udmattende konstant at stille max krav til sig selv.
Og jeg skal fortælle dig noget mere: Uden at vi rigtigt lægger mærke til det, kommer vi også til at stille top høje krav og forventninger til vores omverden. Til vores kolleger, vores kæreste, børn, venner…. You name it.

What 2 do?
Jeg kender også mennesker, som jeg respekterer højt, og som altid kommer i mål med nogle gode resultater. De er nærmest lykkelige, de bekymrer sig ikke synderligt om, hvad andre mener og kan faktisk godt lave noget ordentligt, selvom det ind i mellem bliver i sidste sekund eller med venstre hånd. 

De indrømmer, når der er en smutter og de ved, at man altså godt kan lide dem alligevel. 


Vis dine sprækker
Det sjove ved disse mennesker er, at de er rare at være sammen med. Det er ligesom om at vores skuldrene falder ned, hvor de hører hjemme, vejrtrækningen falder til ro og stemmen falder et halvt toneleje, når vi er sammen med dem. 

Min psykolog sagde en gang: ” Perfekte forældre får angste børn”. Den tror jeg på.
Vis at du ind i mellem kan tage fejl. Tør fortælle, at du lavede en bommert. Grin af det sammen med dem, der påpeger, at der tager du fejl. 

Det er når vi viser vores sprækker, at vi viser vores menneskelige side. Det er på det tidspunkt, at folk faktisk får respekt for os. Og det er på det tidspunkt, at du måske begynder at overveje, at du måske er ok – som menneske – selvom du ind i mellem laver bommerter eller nøjes med at gøre tingene 80 % i stedet for 145. 

At det er af fejlene, vi lærer – er måske en ekstra motivation?

Der er rigtigt meget, jeg stadig mangler at lære.



mandag den 3. januar 2011

Gå i hi

Det er nu - lige før, under og efter nytårsny, du skal gå i hi. 

Det var fuldmåne ved vintersolhverv og derefter aftog månen og gik i næ, hvorefter vi passerede nytår og for en kort stund før den ny måne fødes som en smal stribe som en afklippet negl på nattehimlen, hedder perioden sortmåne. 

Kik ud af dit vindue. Det er nu det er allermørkest, aller koldest og det er nu jordens kræfter hviler og søger svar på alt det, der ikke kan ses med det blotte øje. 




Det er NU, du skal sørge for at være alene med dig selv. I hvert fald en time ad gangen, hvis du er omgivet af familie, kolleger og andet godtfolk. Sørg for at skabe ro og uforstyrrethed omkring dig!


For i denne tid er du allerbedst disponeret for at finde svar på alle dine spørgsmål om, hvordan du har det. Hvordan dit liv er. Hvilke af dine evner og kompetencer, du skal fremme, tage i brug eller hvilke, du skal skubbe i baggrunden og lægge til at hvile for en stund. 


For måske at finde andre frem? 


Det er Nu du skal tænke over, om du lever dit liv efter de værdier, du har. Om det, du gør og sådan som du lever, er det, du virkelig vil. 


Mange gange er vi ikke i stand til at lytte til svarene, der kommer. Fat nu mod.Det er DIT liv, det handler om!


Måske er der nogen, du har tænkt på længe, som trænger til at høre fra dig. Måske er der nogen ude i verden, som har brug for din hjælp eller din opmærksomhed? Eller måske er det nu, du selv skal give efter og mærke, hvad du egentlig selv rundt og har brug for? 

Nyd stilheden. Lad den tale. Nyd mørket. Lad lyset være slukket og lad mørket hviske til dig, så du kan høre, hvad du egentlig tænker. 

God sortmåne! og 
Kærlige varme hilsner M



lørdag den 1. januar 2011

Den turkise strand - eller hvordan forventninger kan hæmme din oplevelse

Så er flaskerne stillet smidt i containeren og nytårspynt, mast kransekage og knaldede balloner er fejet sammen. NU er det tid til eftertænksomhed og selvransagelse. 

Dette indlæg handler om begge dele. Om hvordan, forventninger til en begivenhed kan stille sig i vejen for selve oplevelsen af det, der sker. 

Mange nytårsfester er ikke blevet til noget, fordi ens venner svarede henholdende til, om de kom. Kan du huske det?: ”MMMMMåske….”, svarede de.  Og hvis man pressede dem, sagde de: ”Jamen, hvem kommer?” I forventningen om, at det først blev rigtigt sjovt, hvis den og den altså også var der. Forventninger til at nytårsfesten skal være et KÆMPE BRAG AF EN FEST, til om det bliver sjovt eller og det bliver et flop er ofte med til at festen faktisk opleves som et flop. Hvis den overhovedet bliver til noget. …

Og sådan er det faktisk med rigtigt mange ting. 

Man siger om danskere, at vi er verdens lykkeligste folk. Men spørger du en vilkårlig dansker, er der er grundlæggende utilfredshed, en hel del brok og rigtig mange "hønserøve", der er utilfredse og negative. Med alt muligt. Jeg er selv en af dem. En gang i mellem i hvert fald.

Den turkise strand kommer ind i billedet som begreb, fordi jeg var lige ved at ødelægge hele familiens ferie en sommer for mange år siden. Vi var på vores første langtur med bil til en campingplads i Sydfrankrig. Det var før GPS´sens tid, så efter ca. 11½ timers kørsel, kunne vi pludselig ikke få kortet til at passe med det, vi så ud ad forruden på bilen.
Vi og ledte og ledte, alle var trætte, min mand og jeg bed af hinanden, for ikke at sige; vi sværtede hinanden til på en ret ufin måde og samtidig med denne - for stemningen i bilen noget belastende situation - trak himlen sig mere og mere sammen, det sortnede ude i horisonten. En filminstruktør havde ikke kunnet være mere tilfreds – og jeg plejer at lægge mærke til sådanne sammentræf af naturens luner og vores sindsstemninger og oven i købet sætte pris på dem. Jeg kunne have gjort det, hvis altså ikke det lige var fordi det her var min ferie og IKKE en film. Hvis ikke det var fordi, jeg var udmattet og vrissen og bare VILLE frem. NU! 

Da vi endelig kørte ind på ”Resortet”s parkeringsplads, stod regnen ned i kaskader og tordenbragene overgik hinanden i intensitet. Jeg behøver ikke at sige, at det ikke just var min forestilling og forventning om starten på en ferie sydpå med familien.
Nå. VI skulle bo i en autocamper og det var hundekoldt og blæsende. Da vi fik nummeret på camperen, lejede vi straks dyner og ænsede ikke, at det undrende personale i receptionen udvekslede sigende blikke til hinanden. Da vi næste morgen omkring klokken 8 stod op til en skyfri himmel og en dagstemperatur på allerede lige under 30 graders C fik piben en anden lyd. 

NU – Nuuuuuu - skulle vi på stranden. For mit indre blik tonede denne her turkise strand frem (fra reklamerne formentlig) og da vi efter en mindre gåtur belæsset med svømmelegetøj, parasoller, tæpper, køletasker og strandtasker nåede frem til stranden, tonede der et gråsort grumset panoramabillede af en strand med ligeså grumset, plumert vand frem foran os. 

Her brast det altså for mig. Det hele var ødelagt – menneskerne var grimme og blege, der var ingen cafeer, vandet var sikkert ulækkert og … ja, jeg kunne lige så godt sætte mig ned og give op. Hvilket var nøjagtigt det, jeg gjorde. Jeg tudede på en ukvindelig og u-mor-agtig måde, jeg faktisk helt ikke vil huskes for. Jeg tror faktisk ikke min familie ænsede så meget, for jeg var stoppet lidt før dem og stod nu og iagttog dem, smide kludene i en fart, hvorefter alle 4 sprintede ud i vandet og pjaskede rundt med hinanden og råbte og fjollede.
Her, på dette grå, varme sand, med udsigt til middelhavets tidligere så oprørte hav og min elskede families glade tilråb, var det så, at det hele gik op for mig:

Ikke bare på det praktiske plan: mor er sur og skuffet, resten har det sjovt. Nej på et dybere og mere eksistentielt plan, gik det op for mig, at det var forventningen om den turkise strand, der stillede sig i vejen for at more mig sammen med min familie. Det, jeg sådan havde glædet mig til, var der stadig, men forventningen om, at det skulle være på en bestemt måde, havde stillet sig i vejen for at jeg kunne give los for at føle lykke, og lade glæden over ferie og frihed og familiesamvær overvælde mig. Det var det, der gik op for mig. Lidt efter lidt. 



Da det skete, var det nærmest som om verden blev i farver igen. Jeg kunne høre lydene af sløve glade mennesker, se solen, mærke varmen. Lugte sandet. Og jeg nåede i inden de gik op igen. Vandet var lækkert, varm og endnu oprørt efter stormen. Dagen efter var det lige så turkis som i reklamerne. 



Efter denne episode er ”den turkise strand” gået hen og blevet en talemåde i min familie. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe hinanden.  Med at give slip. Og vente og se. Åbne sindet og lade alle forestillingerne og forventningerne ligge og passe sig selv. Og så bare vente og se, hvad der sker. 

Kontroltab
Men det er jo en form for kontroltab, der er rigtigt svært at håndtere – særligt i starten. Og vi er flere i familien – heri blandt mig selv, der faktisk stadig havner i suppedasen, hvor jeg får lavet billeder af, hvordan jeg kunne tænke mig at begivenhederne udspinder sig. 

Nu f.eks. her til solhverv. Vi plejer at holde solhvervsfest – på min foranledning – jeg er hedning og naturbarn og troende på én gang. Og jeg synes, det er skønt at forene i en fejring af både solhvervsfest – dagen, hvor vi går mod lysere tider – yul, livets store hjul, der drejer. Det rører mit hjerte. OG familien har vist lært også at se det. De plejer at hygge sig.

Og så særligt i år... Et helt vidunderligt sammenfald: Fuldmånen med måneformørkelse. I min verden er solhvervsfesten en fest, der er langt vigtigere end mange andre. I nogle tilfælde har den faktisk været bedre end selve juleaften. Netop fordi den ikke – som juleaften - er behæftet med så mange menneskers forventninger til ”hvordan det SKAL være”.
Andres end mine – altså. For de sidste år er det jo egentlig gået hen og blevet en tradition. Med faste indslag og ”plejer”. 

Men i år blev det altså anderledes. For min mand skulle ud med nogle kolleger og nævnte det forsigtigt i god tid. Fint godt. Og mine store børn skulle noget med deres fars familie. Ok. 

Så jeg var pludselig alene med mig selv og alle mine tanker om et magisk nyt år og refleksion over året, der er gået og alle mine planer om, hvad der skulle være anderledes, hvad jeg ville gennemføre osv. Osv.
Som tidligere professionel coach var det jo en smal sag at sætte mål og finde det attraktive i dem, tidsfastsætte dem – you name it. 

Nå. Og jeg nød det faktisk. Hele aftenen. Sammen med mig selv og alle stearinlysene, vintersangene og så det allerbedste, som jeg altså først kom frem til ud på de små timer, da jeg havde fået reflekteret færdigt over det med, at aftenen udspandt sig anderledes end den plejede: Opdagelsen af, at den turkise strand ikke ødelagde aftenen for mig. Aftenen blev anderledes og det var skønt. På den uventede måde. 

Så på en revideret liste, her på den første dag i år 2011 står der med fede typer: VENT OG SE! Vær åben for, hvad der må komme!



At forvente noget er jo ok
At forventninger kan hjælpe os i mange sammenhænge er utvetydigt. Det kan de!
De kan hjælpe os til at afkode et budskab, de kan give os retning, når vi planlægger en tale, de kan hjælpe os, når vi skal noget, vi ikke har prøvet før, de er klart en fordel i planlægningen af en undervisningssæssion og de kan styrke os, når vi vakler i vores tvivl på vores eget værd eller evner.
De er til uendelig meget støtte og hjælp i rigtigt mange sammenhænge. Så længe – altså - de ikke kommer til at stå i vejen for oplevelsen af det, der faktisk sker.  
Når forventninger og forestillinger om, hvordan det kan gå er til en stor hjælp: detvil du kunne læse om i januar. Det bliver tekster om præsuppositioner ( for-forventninger til en samtale eller en tekst – både afsenders og modtagers), tekster om støttende og hæmmende overbevisninger, samt tekster om at alt kommunikation er en form for handling, vil du kunne læse om i løbet af januar.
Glæd dig. For du ved jo nok: Forventningens glæde er den største….?
GODT NYTÅR!